Litteraturkreds
Kunne du tænke dig at dele dine læseoplevelser med andre, så er du velkommen
i Sanderum Sognegårds litteraturkreds.
Litteraturkredsen er ledet af sognepræst Susanne Holst.
Temaet for sæsonens bøger er menneskeskæbner.
Hvert menneske får sit liv og er sin egen roman. Omstændigheder og
tilfældigheder former os. Et møde med en person, et sammentræf af
omstændigheder, et bestemt sted på et bestemt tidspunkt og vort liv blev et andet. Men dybest set er vi alle flettet ind i hinanden og intet menneske former sig selv, men bliver formet af dem og det, vi møder. Vi er hinandens med– og modspillere.
De fire romaner lader os se ind i fire menneskers liv og hvordan de former sig.
De lader os også forstå, at der er flere måder at møde livet på og igennem vores læsninger og samtaler om bøgerne, bliver vi klogere på os selv og vores eget liv.
I dag lever vi i en tid, hvor der er meget fokus på individet. Der er en masse valg, som skal tages og meget lidt er givet på forhånd. Man kan let få den opfattelse,
at man er sin egen lykkes smed. I romanerne slås hver enkel hovedperson med at forstå sig selv og sit liv, men løsningen er ikke hos den enkelte, den er i dem og det, som kommer udefra til en. Det er i fællesskabet at den enkelte bliver til. Et samspil i mellem mennesker og et møde med livet, som det er, og ikke, som jeg kunne ønske mig det skulle være eller vil have det til være.
Litteraturkredsen indledes hver gang med et kort oplæg.
Derefter samtale og drøftelse af aftenens bog og tema.
Her i folderen vil I kunne læse om de enkelte bøger. Alle bøger kan købes over nettet eller i boghandel. Der er selvfølgelig også mulighed for at låne på
biblioteket.
Det koster 45 kr. pr. gang for ost og rødvin.
Vi slutter af med at spise sammen den sidste gang. Pris 60 kr.
Af hensyn til traktementet vil vi gerne have en tilmelding enten til hele sæsonen eller til de enkelte arrangementer.
Tilmelding senest en uge før arrangementet enten til præst, Susanne Holst tlf. 40751979 eller mail shho@km.dk