Ny præst i Sanderum

Ny præst i Sanderum

Ny præst i Sanderum

# Nyheder på forsiden

Ny præst i Sanderum

Sognepræst Pernille Svendsen har fået studieorlov i maj og juni måned og derfor får vi en ny præst til Sanderum, som Pernilles vikar i denne periode.

Herunder kan I læse lidt om hvad Pernille skal lave i sin orlov, samt en hilsen fra Andreas:

Fra Pernille:
I august, sidste år, søgte jeg biskoppen om studieorlov.
Midt i februar fik jeg besked om, at jeg har fået orlov i maj og juni.
Studieorlov kan man søge efter mange år i embede og med over 20 år i bagagen, 2 udeboende voksne børn og én hjemmeboende på snart 18 år, tænkte jeg at det var et godt tidspunkt at få lidt tid og ro til fordybelse, som det kan knibe med i en travl hverdag. 

 Jeg har en stor interesse i  kirkens første begyndelse og særligt de gamle ørkenfædre/mødre, fra Palæstina, Sinai og Egypten, som allerede i 200-300 tallet trak sig væk fra storbyens pulserende liv og udvandrede til vildnisset, i ørkenen, til et mere enkelt liv. Her bosatte de sig i små fællesskaber, hvor nogle boede alene.

Det var begyndelsen til klostrene som langsomt blev etableret i løbet af 500 tallet og bredte sig til hele Europa, som vi kender det i dag. Ørkenfædrene/ørkenmødrene efterlader sig en stor samling af visdomsord og små fortællinger, med overraskende pointer, som er mit emne for orloven. 
Der er en stor frihed og underfundighed i deres måde at tænke på, om livet og medmennesket, som jeg ofte drager nytte af i prædikener og taler. Jeg glæder mig derfor meget til at kunne dykke ned i "visdommen fra ørkenen" og få fyldt en masse gode ting på, som jeg fortsat kan trække på, i mit præstearbejde. 

Da det er for varmt at rejse til Egypten i maj/juni, har jeg valgt at tage et par uger på Kreta i stedet, som var en af de første græske øer, som under Paulus ledelse, blev kristne. Her har jeg lejet en lejlighed i hovedstaden Heraklion, som bliver mit studerekammer. Jeg har et par andre mindre ture i tankerne, da det er godt at komme lidt væk hjemmefra, for at få lavet noget.  

Min vikar bliver Andreas Ole Nielsen på 32 år, som blev ordineret i Odense Domkirke d. 26. marts.
Jeg er glad for at han skal begynde sin præstegerning, hos os, i Sanderum. 
Tak, om I vil tage godt imod Andreas og bakke op om gudstjenester osv.
Han begynder 1. maj og jeg overdrager embedet til ham d. 4 maj, efter 2 konfirmationer.  
Pernille Svendsen

 

Fra Andreas:

Kære menighed. Jeg skal være jeres vikarierende sognepræst, mens Pernille er på studieorlov. Jeg blev ordineret i marts måned, og det er en stor glæde for mig at kunne begynde mit virke med jer i Sanderum. 

Jeg er vel lidt en bognørd, kan man sige, men jeg kan også godt lide sport, fx cykling, og jeg kan lide hunde og løvtræer og bitre drinks på is. 

Mit kirkesyn er tålmodigt, omsorgsfuldt og omhyggeligt. Kristendommen er for mig en langsom praksis, der ikke behøver at gøre stort væsen af sig for at sige os det afgørende om det vigtigste.
Jeg glæder mig til at lære jer at kende.
 
De bedste hilsener  Andreas Ole Nielsen


Du vil måske også kunne lide...

0
Feed